Af ANNA LIBAK

DET er overflødigt at spørge, hvem af de to søstre i venteværelset på Privathospitalet i Charlottenlund, der har en tid hos gynækologen Christine Felding denne eftermiddag.

For selv om de begge er klædt på frimodig dansk maner - snævert tøj, makeup og smykker - så er der skammen til forskel.

Den ældste, storesøsteren, studerer tavst sine hænder, lader dem glide gennem håret, glatter sine bukser, gnider en usynlig plet af sine halvhøje sko, sukker og lader mismodigt blikket flakke rundt i det ægte tæppe under venteværelsets ellipsebord.

Hendes purunge lillesøster derimod, der med sit udslåede hår, fyldige bryst og brune fødder i badesandaler er smuk som Sheherezade i 1001 nat, taler uafladeligt i mobiltelefon, mens hun skiftevis sender sin storesøster opmuntrende, medlidende blikke og ler så overgivent, at man må spekulere på, om storesøsteren ikke havde gjort bedst i at holde hende udenfor.

Og dog er lillesøsteren min adgangsbillet til et interview efter operationen. For storesøsteren ville aldrig været gået med til et interview, hvis hun havde været her alene.

Gynækologen Christine Felding har allerede på forhånd gjort klart, at jeg ikke skal regne med, at hendes patienter vil indvie mig i, hvorfor de får kirurgisk hjælp til at blive jomfruer igen. »Så snart de ser en journalist, er de smuttet«, siger hun og tilføjer, at kvinderne i det hele taget er et besværligt klientel at lave aftaler med. Privathospitalet i Charlottenlund får måske 200 henvendelser om året fra yngre kvinder med indvandrerbaggrund, der gerne vil opereres, men af dem møder højst 80 op om året. Mange bliver bare væk uden afbud, og man kan ikke ringe til dem og spørge, hvor de bliver af.

»Ofte opgiver de forkerte telefon- og personnumre; de frygter jo at familien skal få nys om det. Jeg opererer dem, fordi jeg har ondt af dem, men jeg er træt af besværet, og så har jeg jo nok at lave med andre operationer i forvejen. Det nytter ikke, at vi har sat en hel time af til en patient, som så bare udebliver. Så nu får de altså kun lov at komme én eftermiddag om ugen,« siger Christine Felding. Hun fortæller, at der næsten altid er tale om unge, muslimske kvinder, der skal giftes - som regel kvinder med tyrkisk baggrund. En enkelt gang har hun oplevet, at en dansk kvinde ville opereres for at blive jomfru før sin brudenat.

Gift efter aftale

Bryllup er også forklaringen på, at storesøsteren i dybeste hemmelighed lader sig operere af Christine Felding denne eftermiddag.

»Jeg må hellere forklare det, jeg er bedst til dansk,« lægger lillesøsteren ud, da operationen er slut.

»Min søster er 23 år og burde for længst være gift,« siger hun uden omsvøb. »Vi er kurdere fra Iran, vi har været i Danmark i 6-7 år, og normalt skal en pige giftes, når hun er 18 eller 20 år. Men min søster blev forelsket i en dansk mand, som hun havde et forhold til i flere år, og derfor nægtede hun at blive gift.«

Storesøsteren griber ind og forklarer, at hun havde håbet, at hendes danske fyr ville finde en måde, så de kunne være sammen. Hun vidste helt sikkert, at hendes forældre ikke ville acceptere et ægteskab med en dansker, kun med en kurder fra enten Iran eller Irak, så hun holdt sin kæreste strengt hemmelig for sine forældre og brødre. Efter et par år brød kæresten forholdet, da han efter eget udsagn ikke kunne se en løsning.

»Så forelskede jeg mig i en kurder her fra Danmark, som, jeg tror, ville have accepteret, at jeg ikke var jomfru. Men min mor og far syntes ikke, at han var den rigtige for mig. Nu har jeg så omsider fundet en kurdisk mand, som de gerne vil gå med til, men jeg frygter, hvad han vil gøre, hvis han finder ud af, at jeg ikke er jomfru. Han gik helt amok, da jeg sagde, at jeg havde haft en dansk kæreste. Har du været sammen med ham i sengen? Er du så en luder?, råbte han til mig.«

Ifølge storesøsteren er det meget sandsynligt, at hendes ægtemand vil sende hende tilbage til forældrene, hvis hun ikke kan fremvise et blodplettet lagen. Og det er ligegyldigt i den sammenhæng, at hendes kommende ægtemand ikke selv er jomfru. For nok fordrer koranen ærbarhed af både mænd og kvinder, og nok stiller koranen ikke krav om blodplettede lagner eller tørklæder, men det gør traditionen.

»Det er forskelligt for mænd og kvinder, det er snyd,« bryder lillesøsteren ind. »Vores lillebror har en dansk kæreste, og vi tror, at han måske får lov at gifte sig med hende. Vi kender også kurdiske mænd, der har fået lov til at gifte sig med arabiske piger. Det er kun os kurderpiger, der skal giftes med nogle fra Iran eller Irak. I vores familie må vi ikke engang blive gift med en kurder fra Tyrkiet.«

På spørgsmålet om, hvad der egentlig ville ske, hvis storesøsteren var blevet sendt tilbage til sin familie, fordi hun ikke havde en mødom, falder pigerne i dybe tanker.

»Min far er meget moderne, vi skal ikke gå med tørklæder, og vi må godt gå til fest, så han ville ikke slå mig ihjel, hvis det er det, du mener,« siger storesøsteren.

»Er du sikker?« indvender lillesøsteren. »Det tror jeg måske godt, han kunne finde på. Jeg sagde en dag til mor, at jeg havde læst i en dansk bog, at ikke alle kvinder bløder på brudenatten, og så flippede hun helt ud. Hun forbød mig at tale mere om det og sagde, at det gjorde de altid. Punktum.«

Storesøsteren ryster på hovedet og siger, at hun ville blive sat under streng bevogtning, indtil de havde fundet en ny mand, der ville acceptere hende. I værste fald ville hun blive sendt hjem til Kurdistan og kunne måske aldrig komme til Danmark igen, fordi hun ikke har dansk statsborgerskab.

Ingen af søstrene er nogensinde stødt på en kurdisk kvinde i deres omgangskreds, der har fået lov til selv at bestemme sin ægtefælle. Alle skal have forældrenes velsignelse, uden de af den grund vil kalde det for et tvangsægteskab.

»Det hedder ikke tvangsægteskaber, det hedder arrangerede ægteskaber,« oplyser lillesøsteren. »Man må selv vælge sin ægtefælle, men forældrene kan godt sige nej. Min veninde har hemmeligt været kæreste med en kurdisk mand i tre år, men hendes forældre vil ikke have ham som svigersøn, så nu skal hun måske gøres til jomfru, hvis hun kan skaffe de 4500 kr.«

Bortgiftet som elleveårig

Christine Felding har endnu en operation af slagsen den dag, men den fremmødte pakistanske kvinde har ingen lillesøster med til at overtale sig. Så hun haster rank og sortklædt ud af døren, før Weekendavisen overhovedet får spurgt hende. Christine Felding fortæller, at pigen er 19 år og er blevet bortgiftet allerede som 11-årig til en mand i Pakistan. På grund af 24-årsreglen kan manden ikke komme herop, men brylluppet skal stå nu alligevel. Pigen er lettet over, at hun ikke kan blive forenet med sin kommende ægtefælle foreløbig, for hun har i flere år haft en marokkansk kæreste, der ligeledes er lovet bort som barn.

»Stakkels pige,« siger operationssygeplejersken, der også har hørt pigens forklaring.

Hverken hun eller Christine Felding har noget bud på, hvor mange der bliver jomfruer på ny i Danmark om året. Felding vil ikke udelukke, at hun er den gynækolog, der opererer flest i Danmark, men hun er bestemt ikke den eneste. De senere år har hun lært flere af sine kolleger at foretage den forholdsvis ukomplicerede operation, hvor man efter lokalbedøvelse klipper et v i kanten af skedeindgangen og syr det sammen, så der levnes et lille hul til menstruationsblod.

»Det er ikke ligefrem noget gynækologer skilter med, vel?« siger Felding. »Jeg tvivler på, at du kan få at vide, hvor mange der bliver opereret ved at ringe rundt.«

Og det kan der være noget om. Weekendavisen ringede til seks tilfældige klinikker, hvoraf fire angav, at de havde foretaget eller foretager den slags operationer, men kun ganske få om året. Samtlige seks meddelte, at de havde fået henvendelser fra unge kvinder eller folk i sundhedssektoren, som rådgiver kvinder med indvandrerbaggrund. Flere af de adspurgte kirurger arbejder også på offentlige hospitaler, og de udelukkede, at man kan blive opereret i det offentlige sygehusvæsen. Ind imellem sker det dog, at en sagsbehandler i særlig desperate tilfælde lader en klient operere privat på det offentliges regning.

Hos Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, LOKK, der yder telefonisk rådgivning til kvinder med indvandrerbaggrund, bliver man også jævnligt konfronteret med ønsket om en ny mødom. »Vi får henvendelser ikke bare fra de unge kvinder selv, men også fra professionelle socialmedarbejdere, som er i kontakt med dem,« siger Camilla Bugge, der er projektleder og telefonrådgiver hos LOKK. »Hvad vi så siger? Jamen, det er klart, at vi er nødt til at tage kvindens ønske alvorligt, vi kan ikke give os til at føre kvindekamp, vi må rådgive pigen i overensstemmelse med hendes interesser. For nyligt talte jeg med en, der sammen med sin tilkommende stak sig med nåle, så de kunne fremvise et tørklæde med blod. Sådan kan man også komme om ved det.«

De ubrydelige traditioner

Spørger man kvindelige frontkæmpere med indvandrerbaggrund, om de tror, at den slags operationer foretages hyppigt, siger de samstemmende, at det gør de formentlig nok.

Men de tilføjer, at operationernes antal i sig selv er uinteressant. Langt væsentligere er det at beskæftige sig med det kvindesyn, som kyskhedskravet repræsenterer.

»Mange tror fejlagtigt, at det er et særligt muslimsk fænomen,« siger Amneh Hawwa, speciallæge i almen medicin og under uddannelse til gynækolog. »Men i virkeligheden er det en kamp mellem det moderne og det traditionelle. Inden for enhver etnisk minoritet er der en veluddannet, progressiv elite, som ikke kunne drømme om at stille den slags krav til deres unge piger. Du kan finde kristne libanesere og drusere, som kræver jomfrudom af deres unge piger, og du vil finde somaliske familier, der lader pigerne gøre, som de vil. Men når det er sagt, så er der selvfølgelig en tendens til, at de muslimske familier opdrager deres piger meget konservativt, fordi traditionerne står stærkt i de islamiske lande. Ofte kan man også se, at indvandrerfamilier bliver mere puritanske i Danmark, end de ville have været i udlandet, fordi de føler sig truet på deres identitet: Derhjemme kunne man foretage sig hvad som helst under sengetæppet, fordi alle var enige om at lyve sig fra det. Men her i Danmark bliver værdierne udfordret, og man bliver tvunget til at tage stilling, når sexmoralen er så meget anderledes.«

Også Ayse Devici, der i flere år har rådgivet unge indvandrerkvinder, understreger, at der findes progressive muslimer, i Danmark såvel som i Tyrkiet.

»I Istanbul er der statskontrollerede bordeller, hvor de prostituerede er udstyrede med certifikater. Så langt vil man jo ikke engang gå i det frisindede Danmark. Og tag mig selv: Jeg sad forleden sammen med et par veninder, der også lever som singler uden børn, og diskuterede, om vi ikke skulle lave en klub for moderne indvandrerkvinder. For hvis ikke vi gør opmærksom på os selv, så finder danskere aldrig ud af, at vi eksisterer. De kan i hvert fald ikke læse om os i avisen.«

Men det er nu ikke altid kun traditionen, som tvinger kvinder til at gøre en dyd af deres mødom. Ifølge Nahid Riazi, der er koordinator for organisationen Iranske kvinders rettigheder, har politisk islam fået stærkere tag i de unge, også i Danmark. Mange yngre kvinder er stolte af at være rene og ubesmittede ved ægteskabs indgåelse; de har gjort det til en del af deres identitet.

»Der er to kategorier i dag. Der er dem, der overholder deres hjemlands traditioner, fordi det gør man nu engang. Og så er der en kategori, der dyrker islam som politisk ideologi. De tager tørklædet på og opfører sig som gode muslimske kvinder som reaktion på den udstødelse og kulde, som de føler, at det danske samfund møder dem med,« siger Nahid Riazi.

Den beskrivelse kan også Amneh Hawwa nikke genkendende til: Som læge har hun været ude for muslimske kvinder, der beder om et certifikat på, at deres mødom er intakt. »For nylig fik jeg en henvendelse fra en ung marokkansk kvinde, veluddannet og intelligent, men aldeles opsat på at få en lægeattest på sin mødom. Det var tydeligvis et statussymbol for hende. Og jeg vil også sige, at når jeg underviser indvandrerdrenge og piger i klubberne rundt omkring i landet, så er det mindst 80 procent af de unge, der ser skævt til danskernes udsvævende levevis. De finder det helt vanvittigt, at en pige kan miste det dyrebareste, hun har, under en tilfældig druktur. Og naturligvis lægger jeg ikke ud med at sige, at det må pigen selv bestemme. For så lukker de helt af. I stedet lægger jeg op til en bred diskussion om en sammenligning af fordele og ulemper mellem deres egen og den danske kultur. Det nytter ikke at tvinge den danske levevis ned over deres hoveder, så bliver de blot endnu mere forhippede på deres eget.«

Men såvel Nahid Raizi som Ayse Devici mener nu, at de danske politikere kunne styrke kvindernes retsstilling betydeligt gennem lovgivning.

»Der skal laves et eksplicit forbud mod tvangsægteskaber,« siger Ayse Devici. »Det vil sende et entydigt signal, og en positiv afledt effekt kan være, at færre kvinder vil få lavet en ny mødom. De har jo lovens ord for, at et ægteskab skal bygge på ligeværdighed og frivillighed.«

»Jeg mener, at man skulle skride ind over for de etnisk religiøse skoler,« siger Nahid Riazi. »Der er tolv af slagsen bare i København og omegn. De opdrager børnene fundamentalistisk, og debatten om skolerne i de danske medier har næsten kun handlet om skolernes faglige niveau, men ikke om de værdier, de indpoder børnene. De værdier er i modstrid med en demokratisk retsstat og i modstrid med forestillingen om, at kvinder og mænd er ligeværdige. Hvis du fra barnsben har fået at vide, at din bestemmelse her i livet er at tjene din mand, så skal du være meget stærk for at affærdige det som vrøvl, når du bliver voksen. Vi skal gennemtvinge, at der bliver almindelig seksualundervisning på de skoler, som på alle andre skoler i Danmark, og børnene skal oplyses om det grundlag, som Danmark bygger på. Gør vi ikke det, vil en bristet mødom for en ung kvinde altid være det samme som et bristet hjerte.«